Fem dage fyldt med store musikalske oplevelser, skøn mad, samvær, ro, nærvær og fordybelse.

For fjerde år i træk åbner Nordisk Kammermusikfestival dørene til en fire dages forkælelses-boble, der byder på internationale topnavne inden for den klassiske musik samt mad og mindfulness midt i historisk dansk natur.  

Nordisk Kammermusikfestival 2020 præsenterer et bredt udvalg af landets dygtigste musikere og unge talenter inden for klassisk musik – både den ældre, traditionsbundne og de helt nyskrevne værker. Vi skal blandt andet høre Den Danske Klaverduo, der åbner festivalen med en fyrrig koncert for to flygler. Og afslutte oplevelsen med Toke Møldrup, der spiller Bachs cellosonater på en måde, så vi kan forlade festivalen klare og lette om hjerterne. Midtvejs slipper vi tøjlerne og overgiver scenen til de sprælske Wonderbrazz. Med andre ord spænder både kunstnere og repertoire fra det frydefuldt klassiske over det moderne eksperimenterende til det labre løsslupne.

I 2020 har vi æren af at have Bo Holten som huskomponist, der også optræder med sit kor Musica Ficta. Festivalens huspoet er som sidste år fortrinlige Ditte Steensballe, der bl.a. læser Dyrenes Karneval akkompagneret af Festival-ensemblet og tillige laver en skriveworkshop for børn. Derudover vil der hver dag være oplæg og foredrag om kunstnere og deres værker af årets kurator, pianist Jacob Beck, der vil føre os sikkert igennem ugens oplevelser, så både krop og hoved er beredte på at nyde musik i verdensklasse.

I 2020 vil vi i højere grad benytte os af Højskolens smukke, gamle have. I pauserne mellem koncerter og måltider vil en dygtig instruktør i Qi Gong invitere både musikere og gæster til at deltage i øvelser, der balancerer krop og sind. Vi håber I vil tage godt imod dette nye initiativ.

Nordisk Kammermusikfestival er grundlagt af pianist Rikke Sandberg i 2017. Sammen med festivalteamet er det hendes ønske at skabe en behagelig og afslappet atmosfære, hvor publikum får mulighed for at komme helt tæt på musikerne og værkerne, der bliver opført. Kort fortalt give en samlet festivaloplevelse, hvor musik, natur, mad og samtaler går hånd i hånd.

Med Luthersk Missions Højskole som ramme har vi mulighed for at have alle gæster boende som kursister med ophold og alle måltider inkluderet. Det er også muligt at købe dagsbilletter eller koncertbilletter til de enkelte koncerter. Den nyistandsatte højskole i Hillerød er smukt beliggende ved Grib Skov, og i gåafstand til Frederiksborg Slot. Skolen rummer både en koncertsal, en meget smuk spisesal og hyggelige stuer, hvor publikum og musikere kan samles om aftenen til cognac-timen, med afslappet samvær og samtaler om dagens koncerter.

Nordisk Kammermusikfestival ønsker at forkæle alle sanser – og maden er noget af dét, vi bliver rost særligt for. Hver dag serveres måltider med udgangspunkt i årstidens bugnende haver, og særligt er vores køkkenchef inspireret af fusionen mellem det italienske køkkens sanselighed og det nordiske køkkens æstetik. Fremfor alt er det mad kreeret med kærlighed – og det kan sanses og smages! 

Vi glæder os til at byde jer velkommen til fem dage fyldt med store musikalske oplevelser, skøn mad, samvær, ro, nærvær og fordybelse. 

Mange kærlige hilsner

Festivalteamet – Rikke Sandberg, Lone Ricks & Stine Rejnholdt

FAKTA

Dato:  20.- 24. juli 2020

Foregår på:
Den Lutherske Missionshøjskole
Ansgarvej 2
3400 Hillerød

Højskolen har tidligere dannet ramme om internationale musikfestivaler, og fremstår helt nyrenoveret, i friske farver. Højskolen har 90 værelser, alle med bad og toiletfaciliteter på gangen. To værelser deles om et bad/toilet.

Området: Midt i Kongernes Nordsjælland! Vi har Frederiksborg Slot og slotsparken som nabo til den ene side og Grib skov og Esrum sø til den anden. Der er 10 minutters cykeltur til Hillerød centrum. Lokalbanen mod Gilleleje og Tisvildeleje kører lige forbi LMH, og du kan stå på toget på Slotspavilionen ovre på den anden side af vejen. Her er forbindelse til Hillerød Station, og i løbet af 40 minutter kan du komme ind til København.

Pris: Et højskoleophold koster 4.900 kr. for et delt dobbeltværelse og 5.200 kr. for et enkeltværelse inklusive alle måltider og alle aktiviteter

EARLY BIRD PRIS er 4.500 kr. for et delt dobbeltværelse og 4.800 kr. for et enkeltværelse.
Tilbuddet udløber d. 15. februar 2020. 

Dagligt Koncertprogram: 2-3 koncerter dagligt + foredrag v/ Bo Holten. Cognactimen efter aftenens koncert.

Festivalen er støttet af:

Dette års kunstnere

Kontakt os

Vil du allerede nu reservere din billet, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til Nordisk Kammermusikfestival her eller ringe til os.

Adresse:
Luthersk Missions Højskole
Ansgarvej 2
3400 Hillerød

Stine Rejnholdt
projektleder
stinerejnholdt@gmail.com
6170 7150

Lone Ricks
projektkoordinator
info@travelart.dk
6015 3770

Rikke Sandberg
pianist, kunstnerisk leder
sandbergrikke@gmail.com
4045 2655

Menu